– hjælperidentitet, omsorgstræthed og retten til at være menneske
Der er mennesker, som andre helt automatisk læner sig ind imod.
Dem, der:
- får tingene til at fungere
- tager overblikket, når noget brænder på
- lytter, trøster, holder sammen
- tager en ekstra vagt, en ekstra opgave, et ekstra ansvar
Måske er du sådan én.
Du er den, kollegerne går til, når de er pressede.
Den i familien, der “lige ordner det praktiske”.
Den ven, der altid har tid til at lytte – også når du faktisk ikke har energien.
Udefra ligner du én, der kan bære meget.
Indefra kan det føles, som om noget langsomt bliver tyndslidt.
Denne artikel er til dig, der ofte er “den stærke” –
og som måske er begyndt at mærke, at styrken har fået en pris.
Rollen som den stærke – en gave med en bagside
At være den stærke er ikke tilfældigt.
Det er ofte en kombination af personlighed, historie og omgivelser:
- Du har måske tidligt lært at tage ansvar.
- Du er god til at mærke andre og tage hensyn.
- Du har en høj faglig eller menneskelig integritet.
- Du vil gerne gøre en forskel – for dem, du er sammen med.
Det er smukke kvaliteter.
Men når rollen som den stærke bliver den eneste rolle, du får lov at have, sker der noget:
- Du får mindre plads til at være træt, i tvivl, ked af det eller sårbar.
- Du begynder at måle din værdi i, hvor meget du kan bære.
- Du får svært ved at mærke: “Hvordan har jeg det egentlig?”
Over tid kan den stærke rolle blive så tung, at kroppen og psyken begynder at sende regninger.
Omsorgstræthed – når empatien bliver tung
Når du i lang tid:
- står til rådighed for andre
- bærer deres historier, smerte, usikkerhed
- er den, der “kan klare det” – både fagligt og privat
… kan du udvikle det, man i forskningen kalder compassion fatigue eller empathic distress – en form for omsorgstræthed, hvor du ikke er “tom for omsorg”, men slidt af at stå i det hele tiden.
Det ses særligt hos:
- sundhedsprofessionelle, terapeuter, lærere og pædagoger
- pårørende, der passer syge eller sårbare
- mennesker i “usynlige” hjælpefunktioner: kolleger, der holder sammen på en arbejdsplads, familiemedlemmer der koordinerer alt
Forskningen peger på, at den type belastning er forbundet med:
- følelsesmæssig udmattelse
- øget risiko for angst og depression
- søvnproblemer og kropslige symptomer
- oplevelse af meningsløshed eller tomhed
Det er ikke fordi du er for følsom.
Det er fordi du har været følsom og til stede i for lang tid uden nok støtte og pauser.
Når hjælperidentiteten æder resten af dig
Mange, der er “de stærke”, fortæller noget i den her retning:
- “Jeg ved godt, jeg burde passe bedre på mig selv – men det kan jeg jo gøre senere.”
- “De andre har det jo værre.”
- “Hvis jeg ikke holder sammen på det her, hvem gør så?”
Lidt efter lidt kan det føles, som om du bliver din funktion:
- Du er hende, der altid lige tager ekstra.
- Du er ham, der kan kontaktes døgnet rundt.
- Du er den, der “ikke bliver ramt” – i hvert fald ikke synligt.
Men inde bag funktionen er der stadig et menneske:
- med egne sorger, bekymringer og behov
- med en krop, der også har brug for ro
- med drømme og længsler, der ikke kun handler om at hjælpe andre
Når du aldrig giver plads til det menneske, slides identiteten:
“Hvem er jeg, hvis jeg ikke er den, der hjælper?”
Det spørgsmål kan føles skræmmende – og derfor skubber man det væk.
Men det bliver ved med at ligge og trykke.
Små tegn på, at du er slidt som den stærke
Alle reagerer forskelligt, men her er nogle typiske tegn:
I kroppen
- mere træthed end du plejer – også efter fridage
- muskelspændinger, hovedpine, maveproblemer
- uro i kroppen eller svært ved at falde til ro, når du endelig har fri
I humøret
- du bliver hurtigere irritabel, indadvendt eller kynisk
- du orker ikke længere de samme ting, som du plejede
- du kan mærke en voksende ligegyldighed eller tomhed
I tankerne
- du grubler over fejl eller situationer, hvor du ikke kunne gøre nok
- du har svært ved at holde fokus – hjernen bliver “tåget”
- du skælder dig selv ud, når du ikke kan yde, som du plejer
I relationerne
- du trækker dig lidt fra dem, du plejer at dele med
- du har sværere ved at være tålmodig
- du orker ikke længere at høre mere om andres problemer – men gør det alligevel
Ingen af disse tegn betyder, at du er forkert.
De betyder, at systemet er overbelastet – og at den stærke i dig har brug for støtte.
Hvorfor det er så svært at række ud, når du er den stærke
For de fleste “stærke” er det langt lettere at hjælpe end at blive hjulpet.
Det kan handle om:
- Skam: “Jeg burde kunne klare det her selv.”
- Loyalitet: “De andre har det værre – jeg skal ikke fylde.”
- Identitet: “Jeg er jo den, der har overskud – hvad hvis det falder fra hinanden?”
- Erfaring: måske har du prøvet at række ud, og er blevet mødt med:
- “Du er jo så stærk, det går nok.”
- “Sådan har vi det alle.”
- “Du må tage dig lidt sammen.”
Forskning på omsorgs- og familieomsorgsområdet viser, at netop de mennesker, der bærer meget for andre, ofte venter længst med at søge hjælp – og derfor når at blive mere belastede, før nogen opdager det.
Det betyder ikke, at du er dum eller naiv.
Det betyder, at du har taget din rolle alvorligt – måske for alvorligt.
Når empatien bliver til smerte i stedet for kontakt
Nyere hjerneforskning peger på en vigtig skelnen:
- Empathic distress – når du tager andres smerte så meget ind, at den bliver overvældende for dig selv.
- Compassion/medfølelse – når du kan være berørt og nærværende, uden at drukne i den andens følelser.
Hvis du er den stærke, har du ofte:
- høj empati
- let ved at leve dig ind i andres oplevelser
- en naturlig drivkraft for at hjælpe
Men hvis du samtidig sjældent får pauser, støtte og plads til egne følelser, kan empatien tippe over i belastning.
Det er her, omsorgstrætheden og udbrændtheden lurer.
Det vigtige er:
Problemet er ikke, at du føler for meget.
Problemet er, at du har følt for meget for længe – uden nok støtte.
Retten til også at være menneske
En af de stærkeste modgifte mod omsorgstræthed er noget, der kan lyde næsten provokerende:
Selvmedfølelse.
Ikke som ynk.
Men som en måde at sige:
- “Jeg er også et menneske.”
- “Det, jeg bærer, har en pris.”
- “Jeg har ret til pauser, grænser og støtte – også selvom andre har det svært.”
Forskning på både sundhedsprofessionelle og andre hjælpere viser, at selvmedfølelse og mindfulness-baserede tilgange kan:
- reducere stress og følelsesmæssig udmattelse
- dæmpe risikoen for udbrændthed og omsorgstræthed
- øge oplevelsen af mening og bæredygtighed i arbejdet
Med andre ord:
Når du begynder at behandle dig selv med noget af den omsorg, du giver til andre, bliver du ikke mindre professionel eller mindre kærlig.
Du bliver mere hel.
Tre små bevægelser tilbage mod dig selv
Det behøver ikke starte med store beslutninger.
Tværtimod kan det være tryggere at begynde i det små.
- Navngiv det, du bærer
Sæt dig et øjeblik og skriv – helt råt:
- Hvad bærer jeg for tiden?
- Hvad prøver jeg at holde sammen på – for andre og for mig selv?
- Hvad er jeg mest træt af at stå alene med?
Du behøver ikke vise det til nogen.
Men når det kommer ned på papir, bliver det tydeligere, hvor meget du faktisk bærer.
- Én person, ét ærligt svar
Tænk på én person, du føler dig nogenlunde tryg ved – en ven, kollega, fagfælle, partner.
Næste gang de spørger: “Hvordan går det?” kan du prøve en lille justering:
I stedet for “Fint, fint”, kan du sige:
- “Jeg kan godt mærke, jeg er slidt for tiden.”
- eller: “Jeg bærer lidt for meget lige nu.”
Du behøver ikke forklare alt.
Men bare det at sige sætningen højt kan være et lille brud med rollen som “ham/hende, der altid har overskud.”
- Ét lille nej – der beskytter dig
Spørg dig selv:
- “Hvor siger jeg ja pr. automatik – selvom det faktisk er et nej indeni?”
Vælg én, overskuelig situation, hvor du næste gang vil øve dig i at sige:
- “Det kan jeg desværre ikke lige nu.”
- eller: “Jeg vil gerne hjælpe – men ikke på den måde / ikke i den her uge.”
Det handler ikke om at vende ryggen til andre.
Det handler om at begynde at tage dit eget nervesystem med på råd.
Du må gerne være stærk – bare ikke alene
Hvis du genkender dig selv som “den stærke”, er der noget vigtigt at huske:
- Du er ikke svag, fordi du er blevet træt.
- Du er ikke egoistisk, fordi du har brug for pauser.
- Du er ikke mindre hjælper, fordi du også har brug for hjælp.
Faktisk viser både erfaring og forskning, at:
- når hjælpere får støtte, pauser og mulighed for at være mennesker –
så holder de længere
og kan være mere nærværende, varme og tydelige sammen med andre.
Du må gerne blive ved med at være stærk.
Men du behøver ikke være det alene – og du behøver ikke være det hele tiden.
Bare det, at du læser den her tekst, kan være et lille første skridt:
Et tegn på, at noget i dig allerede ved, at du også fortjener omsorg.
Artiklen er inspireret af forskning i compassion fatigue, udbrændthed og selvmedfølelse hos hjælpere (fx Figley, 1995; Maslach m.fl., 2001; Neff, 2003; Neff & Germer, 2013; Sorenson m.fl., 2016; Raab, 2014).